BeeSustain - Kurser i ISO 20121

KENDER DU ALFABETETS VIGTIGSTE BOGSTAVER?

En branchekollega sagde forleden, ’at nu, hvor vi har styr på klima- og miljødelen, er det tid til at kigge på bæredygtighedens andre aspekter.’

Jeg nikkede halvt. For i møde- og eventbranchen har vi længe haft et ret ensidigt fokus på E som i Environment. Men da de miljøordninger, der udløser klistermærket på døren til lobbyen, har svingende tyngde, kan man diskutere, om vi egentlig har styr på E’et.


At vi ikke kan nøjes med at købe en vokal (E), blev dog slået fast, da rådhusklokkerne ringede nytåret ind. To konsonanter blev skudt ind med EU’s nye CSRD-direktiv. S og G – “Social” og “Governance”. Således er E, S og G, altså “ESG”, fra 1. januar alfabetets vigtigste bogstaver.

Hvis du tror, at det kun giver tømmermænd på direktionsgangene i de store virksomheder, må du tro om. Det kommer også til at give hovedpine hos slotsforvaltere, General Managers, driftschefer og direktører i DKBS’ netværk.


For direktivet skal sikre, at virksomheder med 500+ ansatte rapporterer om bæredygtighed på linje med deres finansielle regnskab. Altså deciderede regnskaber bygget på data frem for bløde formuleringer. Data, der bl.a. skal hentes hos leverandørerne. Altså dig.

Mødekunderne vil fx. bede om CO2-regnskaber og reduktionsmål i henhold til Paris-aftalen, indblik i ansvarlig drift og eksempler på, hvordan I arbejder med inklusion eller støtter lokalt (og hvorfor).

Så ja! Du skal sandsynligvis både stramme dig an i dit arbejde med E’et samtidig med, at du skal udvide din ABC og sætte solide og ambitiøse mål for S og G i den bæredygtighedsstrategi, dine kunder også vil efterspørge!


Hvordan du sikrer en strategisk tilgang til bæredygtighed – herunder hvad du skal være opmærksom på, når du skal vælge hvilke standarder, certificeringer og mærkeordninger, du skal arbejde med – dykker vi ned i næste blogindlæg.

Kom på forkant med ISO 20121

Der findes flere måder at komme på forkant med de nye regler – og med bæredygtighed generelt. For møde- og eventbranchen er ISO 20121-standarden et oplagt valg, da den er særligt udviklet til events samt til leverandører til events og arrangementer, som vil arbejde mere ansvarligt og dokumentere det.


Standarden er IKKE en tjekliste, men en skræddersyet indgangsvinkel til dit bæredygtighedsarbejde, der hjælper dig med at granske dine værdikæder og sætte ind, hvor det har den størst effekt. Ønsker du hjælp til bæredygtighedsarbejdet eller til at kommunikere din bæredygtighedsindsats, er du velkommen til at tage kontakt.

Vil du høre mere...

unsplash